Her er en historie om en dreng der hedder Quang
Han er 7 ÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r, bor i Thailand og hans arbejdsdag er lang
Han stÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r tidligt op om morgenen og gÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r meget sent i seng
For Quang har nok at se til, skÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂønt han bare er en dreng
Hver morgen klokken kvart i fem gÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r Quang alene ned,
gennem tÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥rnekrat og tidsler, til en bÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥d ved flodens bred,
og vandet det er mÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂørkt og koldt, men familien har gÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂæld,
sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ han dykker efter perler, for det meste uden held.
SÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ hvordan kan du dog sige at du ikke er tilfreds?
At din far er dum og din mor er sur, dine lektier gi'r dig stress?
Du har alt hvad du skal bruge, du har tÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂøj og flÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂæskesteg,
der er tusinde bÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂørn i verden der ville ÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂønske de var dig.
Quang har ingen far mer' og hans mor er meget syg
sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ Quang mÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ tjene penge inde i den store by
han stÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r i larm og bilos, dagen lang i alt slags vejr
og pudser sko pÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ rige folk men gÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r selv i bare tÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂær.
Og nÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r det sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ er weekend fÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r han ingen lÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂørdagsslik
for om lÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂørdagen der knokler han pÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ den stÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂøjende fabrik
med ledning der skal klippes ud, og den klarer lille Quang
men han mÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ bruge sin tÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂænder, for han har ikke nogen tang.
SÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ hva' fanden fÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r dig til at tro at jeg vil hÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂører pÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ dit brok?
At du ikk' kan li' din spinat og ikk' fÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r lommepenge nok?
Du har grillmad og nintendo, du har tid til pjat og leg
Der er tusinde bÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂørn i verden der ville ÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂønske de var dig.
Quang han er den ÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂældste af en sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂøskende-flok pÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ 10
sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ det er ham der laver aftensmad nÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r dagen er forbi,
der er munde nok at mÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂætte, det kan ofte vÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂære svÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂært
sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ Quang har kÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂøbt en tube lim, som de sniffer til dessert.
NÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r Quang har lagt de smÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ i seng er han selv sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ dÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂødsens trÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂæt,
men han mÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ afsted til byen igen, selvom det er blevet nat
for han har et stÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂævnemÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂøde som han planlagde igÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r,
med sin kÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂæreste Heinrich Schulse, der er 45 ÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r.
SÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ hvordan kan du fortÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂælle mig at du har et dÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥rligt liv?
er du sÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂød at prÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂøv at se det i et stÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂørre perspektiv?
Ta' og tÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂænk pÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ andre end dig selv, ta' ved lÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂære af min sang,
husk pÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ du har det godt hvis ikk' du har det li'som Quang,
Husk pÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ - du har det godt - hvis ikk' du har det li'som Quang